Gang of Four
Nogle gange skal man bare holde fingrene for sig selv og lade fortid være fortid. Specielt hvis fortiden indeholdt nogle af de bedste sange, der er kommet ud af England i årtier. Og det er lige, hvad Gang of Fours fortid indeholder.
Med albummet ‘Entertainment!’ sparkede kvartetten i 1979 døren ind hos de borgerlige briter og overfaldt dem med en rå, kantet postpunk, der skulle komme til at inspirere hundredevis af bands efter dem. Sange som ‘Damaged Goods’ og ‘Natural’s Not in It’ er rene klassikere, der stadig kan sende enhver rockelsker i ekstasekramper
Så hvorfor i alverden ændre på det? Ja, det er underligt, men efter at de originale bandemedlemmer har fundet sammen igen, har de altså valgt at genindspille 14 sange fra deres første albums. Historien hedder, at specielt trommeslager Hugo Burnham var nede over sit arbejde fra dengang, som han beskriver som lyden af at slå på papkasser. Fair nok. Flere steder på ‘Return the Gifts’ genindspilninger har Burnham også formået at forbedre trommespillet. For eksempel på ‘I Love a Man in a Uniform’, der blevet klart mere funky og insisterende.
Desværre holder resten af kvartetten ikke standarden. Lydbilledet er blevet alt for udvasket og jævnt, hvilket specielt er gået ud over bassen, der var ti gange vildere på de originale indspilninger. Der mangler ganske enkelt attitude og kant. Før strittede instrumenterne, nu flyder de ud. Før var guitaren skærende skarp, nu lyder den som var den en del af et garageband. Før var det hele fantastisk, nu er det bare ok.
Ok, fordi Gang of Four stadig kan fyre den af, og fordi sangene stadig holder hele vejen, og sikkert stadig vil inspirere bands i årtier fremover.
Udenfor anmeldelse, indeholder udgivelsen også en cd med 12 remixes af nogle af de originale numre. Mens de fleste er lidt kønsløse, så har Ladytron ramt plet med en version af ‘Natural’s Not in It’, der bevarer den oprindelige funk, men krydrer den med masser af Ladytrons signatur synthstøj. Også Yeah Yeah Yeahs har været på spil. Og deres version af ‘I Love a Man in a Uniform’ er lækker – ikke mindst takket være Karen O, der har lagt vokal på noget af nummeret.
Men ellers så holder jeg mig til originalerne, tak. Altså dem fra 80’erne. Dem er det bedre at holde fingrene fra.