Neil Young

På forgængeren og koncept-abummet ‘Greendale’ var Neil Young i et vældigt krønike- og fortællehumør og spandt en lang historie og skæbneberetning om den amerikanske lilleby ‘Greendale’ og dens eksistenser. På ‘Prairie Wind’ er det Youngs eget liv og levned som sangeren og sangskriveren besynger. Han gør status, uddeler kys og kudos til sine kære og nærmeste og det varmer rigtig godt om hjertet.

Døde venskaber mindes i ‘The Painter’, hvor Young også formaner om, at drømmenes allé så langt fra er den mindst snirklede at slå ind på. Og for os, der bliver svage i knæene og knipser en salt tåre væk fra øjenkrogen ved lyden af en snart 60-årig falset-stemme, der synger ordene ‘I just want to tell you / You sure mean a lot to me / It may sound simple / But you are the world to me’ er ‘Falling Off the Face of the Earth’ som sendt med eksprestog fra præriens åbne vidder.

Det samme er ‘This Old Guitar’, en hyldest til musikken, inspirationen, guitaren og i samme greb en tilbageskuen på fejltrin og rigtige valg i et langt liv: ‘This old guitar has caught some breaks / But it’s never searched for gold / It can’t be blamed for my mistakes / It only does what it’s told’.

Nuvel, der er vel ingen af sangene på ‘Prairie Wind’, der vil komme til at indgå i den store Young-kanon, og selvfølgelig er vi ikke oppe i samme skylag som i storhedstiden i 70’erne. Men den rørstrømske og sentimentale, og aldrig narcissistiske, stemning og værdighed, der gennemsyrer dette album, finder man få, hvis overhovedet andre steder. Neil Young oser af integritet og en nobel eftertænksomhed, der er konservativ på den gode, anstændige facon, og som ingen politiske partier kan tage patent på.

Han tilhører en uddøende race, den aldrende spillemand, og ‘Prairie Wind’ er en rørende og betryggende plade fra en gammel knark, der stadig har vitalitet i guitarkassen og hjertet på det rette sted. ‘Prairie Wind’ er som skabt til at dunke en forhastet og selvforelsket ungdom oven i Von Dutch-kasketten med, og så er det en plade, der får én til at småsværme for tanken om, at det måske ikke er så tosset at blive gammel. Gå med gud, eller hvem det nu er, din dinosaur og bliv lidt længere. Den gamle guitar er din endnu.