The Greenhornes
Glem alt om opstyltede attituder og påklistrede klichéetiketter. Det bliver ikke mere rigtig end med amerikanske the Greenhornes, der ånder for den gamle lyd. Bandet har de musikalske rødder dybt plantet i 60’erne. Trioen har eksisteret siden 1996, men med ‘Sewed Soles’ skal de nok få skabt hul igennem med en sjældent hørt autentisk rock’n’roll and blues.
Tænk The Byrds, The Kinks og The Doors. Disse 20 sange er forfriskende ærlige. Ja absolut, det er hørt før, men amerikanerne lyder så autentiske, at man faktisk lige må kigge på coveret en ekstra gang for at finde ud af, om der faktisk er tale om et udspil fra det 21. og ikke fra midten af det 20. århundrede. Med en god og solid blanding af frisk derud-af-rock og bittersøde ballader rammer The Greenhornes ned i en åre, hvor fortidens oprigtighed får frit løb rundt i hele kroppen.
Balladerne ‘Hold Me’ er i Marvin Gaye-klassen, og ‘There is an End’, som også er at finde i filmen ‘Broken Flowers’, med gæstevokal fra Holly Golightly må ramme enhvers lyst til kinddans, mens eksempelvis ‘It’s Not Real’ og ‘Pattern Skies’ må give The Hives dårlig smag i munden. For dette kunne om noget have været en glemt lille perle af en plade, som samlede støv nederst i din fars gamle skuffe, og det skal bestemt opfattes som en cadeau.