Def Jux
Def Jux er et af de mest innovative pladeselskaber på hiphop-scenen. Kendt for deres futuristiske og soniske storbylyd og for at gå op i kvalitet frem for kvantitet. Det er også tankegangen bag selskabets samlede værker af musikvideoer, der er forenet her.
Det er genialt på den mørke og dystre video til El-P’s ‘Deep Space 9mm’. Det er fremragende på videoen til Rjd2’s ‘The Horror’, der med sin raffinerede gyser-handling giver et perfekt visuelt udtryk til musikken. Det er forbandet flot på de animerede videoer til Rjd2’s ‘Exotic Talk’, ‘Stepfather Factory’ med El-P og Aesop Rock’s ‘Fast Cars’. Og det er morsomt og underholdende på Murs-videoerne ‘Bad Man’ og ‘Hustle’.
Ikke uventet holder Def Jux et højt niveau gennem de 14 musikvideoer, og der er lagt tid og tanker bag de visuelle udtryk. Musikvideoerne tilbyder nye lag til den i forvejen komplekse musik og inspirerer til alternative fortolkningsmuligheder.
Dvd’ens ekstra-materiale begrænser sig til to overfladiske interviews med Aesop Rock og Rjd2 og nogle få og rodede koncertoptagelser. Men heldigvis giver de fleste af musikvideoerne et godt billede af Def Jux – både af selskabets idérige og småskøre musikere og af det kaotiske og skævvredne univers, de befinder sig i.