Duran Duran
Det her må være ren nostalgi for alle modne kvinder, som var unge i 80’erne. Et trip tilbage til de dage, hvor lommepengene blev brugt på plader og posters med fem fyre fra Birmingham, og hvor man var dybt misundelig på supermodellen Renée Toft Simonsen, fordi hun datede en af dem.
Sidste år udgav Duran Duran albummet ‘Astronaut’ – deres første i 19 år med den oprindelige formation bestående af Simon Le Bon, Nick Rhodes og de tre Taylor-drenge, John, Roger og Andy. I kølvandet på udgivelsen fulgte en genforeningsturné, der ikke overraskende trak fulde huse – blandt andet i London, hvor nærværende live-dvd er skudt.
Det tyve numre lange sæt er spækket med 80’er-klassikere som ‘Hungry Like the Wolf’, ‘Save a Prayer’ og ‘Rio’, og selv om de føntørrede frisurer på Simon Le Bon & co. er blevet lidt slidte i spidserne, er det et tydeligvis revitaliseret Duran Duran, der har ladet sig optage foran et ekstatisk og kvindedomineret publikum.
Især Simon Le Bon får hevet sig selv godt ud over scenekanten på megahits som ‘Wild Boys’ og ‘Girls on Film’, på trods af at stemmepragten lyder en del mere mat og vaklende, end den gjorde i glamdrengenes storhedsperiode. Men vi bliver vel alle ældre.
Foruden en cd med ti sange fra koncerten byder ekstramaterialet på en udførlig dokumentar om bandet, fortalt af medlemmerne selv, mens de viser rundt ‘on location’ i Birmingham, hvor det hele startede i 1978. Og var man ikke en af dem, der nåede at fange Duran Duran i levende live på deres genforeningsturné, kan de såmænd også opleves i et vaskeægte 3D-format takket være et par medfølgende 3D-briller(!).
Derfra er det vist kun at finde Pisang Ambon’en og den lyseblå blazerjakke frem, og så skulle den 80’er-fest være hjemme.