I slutningen af november giver amerikanske Grizzly Bear hele fem koncerter i Danmark som en del af en skandinavisk turne med Efterklang. Det er deres danske soulmates, der har bragt den unge, amerikanske grizzlybjørn over Atlanten til bandets første koncerter uden for de Forenede Stater nogensinde.
Den københavnske kvintet, der selv fusionerer klassiske strygere og blæsere med knitrende laptop-electronica, har netop udgivet Grizzly Bears anmelderoste debutalbum ‘Horn of Plenty’ på deres eget label Rumraket. Men det særlige dansk-amerikanske venskab, der altså nu også har ført en fælles skandinavisk turne med sig, startede ved lidt af et tilfælde i pladeforretningen Other Music i New York.
»Butikken importerer altid en masse spændende, eksperimenterende plader, og de havde på et tidspunkt en særlig feature om Efterklang. På den måde opdagede vi ret tilfældigt deres fantastiske musik. Vi tænkte, at de ville være ideelle til at remixe et af vores numre, og derfor tog vi kontakt til dem via internettet – selvom de aldrig havde lavet et remix før«, fortæller sanger og sangskriver Edward Droste en kold novemberdag forud for kick-off til koncerterne, der i Danmark finder sted i København, Odense, Århus, Aalborg og Silkeborg.
Den europæiske genudgivelse, der er på gaden i Beneluxlandene og Skandinavien, suppleres af en ekstra bonus-cd, hvor primært elektroniske navne som Solex, Soft Pink Truth, Dntel, Safety Scissors – og altså danske Efterklang har remixet Grizzly Bears noget utypiske mix-materiale.
»Alt, hvad der sker med os i Europa, er på grund af Efterklang og deres selskab Rumraket. Det er virkelig en velsignelse, at vores plade nu også udkommer herovre«, roser den 27-årige sanger sine danske åndsfæller.
På flugt fra storbyen
Debutalbummet er primært hans eget værk tilsat diverse lydeffekter, samplinger og instrumenteringer af altmuligmanden Christopher Bear og er af flere blevet sammenlignet med Sigur Rós, dog uden den symfoniske pompøsitet, der præger islændingenes storladne lydlandskaber. Siden har også Chris Taylor og Daniel Rossen sluttet sig til bandet, hvis fire nuværende medlemmer alle er i midten af tyverne.
Selvom de fleste amerikanske grizzlybjørne lever i Alaska, kommer den musikalske af slagsen fra New York-bydelen Brooklyn. Men trods adressen i The Big Apple er gruppens lyd milevidt fra metropolens hektiske virvar og larm. I stedet er ‘Horn of Plenty’ som et soundtrack til den amerikanske ødemark med sine drømmende, fåmælte psych-folk-sange, der med flerstemmige vokalharmonier sender tankerne langt ud på landet.
»Vores lyd er nok et modsvar til storbyen, som vi på den måde forsøger at lægge afstand til. Men alligevel har vi bevidst beholdt nogle bymæssige hverdagslyde i baggrunden, så som larmende skraldebiler og andre småting, der fandt vej til albummet – dog delvist fordi jeg ikke havde noget professionelt optageudstyr derhjemme«, griner Edward Droste, der i modsætning til de øvrige i gruppen ikke har nogen musikalsk baggrund eller uddannelse, hvilket ifølge det andet originale bandmedlem Christopher Bear giver en kærkommen, ægte uskyldighed i gruppens udtryk.
Bjørnen sover ikke mere
Men at albummet overhovedet fandt vej til alverdens cd-afspillere og iPods var langt fra givet på forhånd. Droste havde nemlig oprindelig ingen planer om at udgive sine dybt personlige sange, skrevet i sit soveværelse som del af en renselsesproces efter et forlist forhold. »Jeg var meget alene på det tidspunkt, og jeg kan egentlig ikke se mig selv skrive et rocknummer. De afdæmpede og søvnige sange føltes bare helt naturlige for mig og endte altså alligevel på plade«, forklarer Droste, hvis skrøbelige sange dog vækkes til live, når Grizzly Bear går på scenen.
»Når vi spiller live, er der meget mere rock’n’roll over os på grund af de andres input og instrumenter. Det er samme stemning, men mere larmende og dynamisk end på pladen, tilsat mange flere instrumenter så som glockenspiel, klarinet, forvrængede guitarer og elektroniske finesser«, lyder den afsluttende appetitvækker.
Grizzly Bear er allerede godt i gang med indspilningerne af en opfølger til ‘Horn of Plenty’. I modsætning til den et år gamle debut bliver opfølgeren skabt i fællesskab og kommer, ifølge bjørnebanden selv, til at indeholde utallige musikalske facetter og blive langt mere kompleks og organisk.
Grizzly Bear og Efterklang på Danmarksturne:
22/11 København, Vega
23/11 Odense, Rytmeposten
24/11 Aalborg, Studenterhuset
25/11 Århus, Voxhall
26/11 Silkeborg, Upcome