Korn

Nogle gange foretager musikere sig hovedrystende underlige ting og træffer umiddelbart mærkværdigt malplacerede beslutninger – ny genre, nyt look, ny lyd, ny producer. Nogle gange er det et oprigtigt udtryk for en god idé, et visionært indfald, som vi andre bare ikke helt forstår, før vi hører resultatet. Andre gange er det dog bare et sørgeligt udtryk for en opgivende resigneren, et forsøg på at genopfinde sig selv årevis efter den kreative kraft er tørret ud, mens hus- og billånet stadig skal betales.

Korns syvende og seneste studiealbum er på godt og ondt båret af en sådan øjebrynsløftende kreativ beslutning, idet de gamle konger af nu-metallen har skrevet en stor del af det nye album sammen med producerteamet The Matrix, der blandt andet har en ganske betragtelig del af Avril Lavignes hits på samvittigheden. Det er der kommet et ganske underholdende, men også meget overfladisk album ud af, der set som helhed hverken kan siges at være et mak- eller mesterværk, men mest af alt fremstår som en (overraskende blød) mellemvare.

Tonen bliver sat med åbningsnummeret ‘Twisted Transistor’, et modbydeligt catchy ‘party-metal’ nummer, der på trods af den tonstunge bund ikke ville virke helt malplaceret på The Voice’s sendeflade. Melodierne er i hovedsædet, og de simple, men fokuserede arrangementer er pakket ind i en lækker, men også vulgært stor produktion, der ligger milevidt fra den rå æstetik, bandet har dyrket på tidligere plader. Det er uforskammet kommercielt, til tider nærmest pastiche-agtigt i sin kalorietunge oppustethed, men hvis man tager det for, hvad det er – letfordøjelig men velskrevet popmusik i metalklæder – er det alligevel langt mere fængende end den kunstneriske træden vande, som Korn har befundet sig i de seneste år.