Euros Childs
Er man til japansk electro-art-pop, munter cirkusmusik, sentimentale country-sange, lysten glam-rock og smukke klaverballader på én og samme tid, er man som regel rimelig nødstedt. Men sanger i den mystiske britiske gruppe Gorky Zygotic Mynci, der har betitlet sig selv Euros Childs, har med sit første soloalbum, ‘Chops’, på overvældende vis samlet alle disse udtryksformer og flere endnu på dette fortryllende album.
Har man tidligere stiftet bekendtskab med Gorky Zygotic Myncis univers, vil man føle sig fortrolig med Euros Childs’ altid overraskende sange. Med ‘afbrydelser’ af korte solosange optaget med diktafon skifter alle de mange forskellige sange konstant retning, så man skal holde godt fast for at få mening med galskaben. Men griber man sangene og lukker alt andet ude, får man til gengæld en inspireret oplevelse af de snigende sange.
Selv én enkelt sang rummer det meste i Euros Childs’ musikalske sprog, bedst i ‘First Time I Saw You’, hvor en høj og dyb synthbas ligger en manisk bund bag den smukke akustiske guitar og den simple rytme. Her tænker man nemt tilbage på Kraftwerks tidlige analoge produktioner. Således har Euros Childs bevist, at det rent faktisk kan lade sig gøre at skabe sange med både underholdningsværdi og nysgerrigheds-fremkaldende effekter.