Final Fantasy
Man kan snildt se for sig, hvordan Final Fantasy, aka. canadieren Owen Pallett, i studiet har stået omgivet af diverse eventyreksistenser, der umiddelbart kan påberåbe sig et større tilhørsforhold til fantasien end til den virkelige verden. Dog ikke dermed sagt, at ‘He Poos Clouds’ kun appellerer til lyttere med hang til eskapistiske spilaktiviteter, selvom Final Fantasy åbent og på bedste dogmemanér har erklæret, at dette udspil skal “modernize each of the eight Dungeons & Dragons schools of magic”.
Ej heller kræver det eksklusiv viden om Dungeons & Dragons for at lade sig rive med af de blide, indbydende arrangementer, som stadig passer ind i popformatet på trods af, at fremførelsen varetages af et kammermusikensemble. Et væsentligt folk-element tildeler desuden albummet en tiltalende letbenethed, der gør, at udspillet aldrig stivner i uklædelig selvhøjtidelighed – hvilket titlen i øvrigt også formår at forhindre…
Særligt den smukt svajende ‘This Lamb Sells Condos’ og percussionbårne ‘Song Song Song’ byder uden større armbevægelser op til samvær, som det er svært at give afslag på, når det sker med den elegance og musikalske forståelse, Final Fantasy i så overmål øser ud af her. Smuk i al sin stilfærdighed, prangende i sin konsekvente vedholdenhed.