Hot Chip
Hot Chip byder op til frisk popfunk med et snert af electronica. Bevæbnet med smittende vokalharmonier, elektrificerede lydcollager inspireret af en Daft Punk-lignende lyd og et divergerende guitarspil markerer bandet sig som et originalt og nyskabende bud på funky postpop. Musikken er et sammensurium af en afdæmpet Beck, en postmoderne udgave af Beach Boys og Kings of Convenience i forhøjet tempo. Uden at være nogen af delene. Hot Chip er deres helt egne.
Den britiske gruppe er et nyt navn i Danmark, men allerede et lovende navn internationalt. Debutalbummet fra 2004, ‘Coming on Strong’, blev rost og hypet, samtidig med at de blev sammenlignet med funk-ikonet Prince. Det kan nok være svært at høre på det nye album, men bandet fortjener nu også deres eget stempel. Eksempelvis er titelnummeret en unik kombination af et 2-step beat med sukkersøde og sårbare vokaler på. Et anderledes popnummer, hvor de viser deres originalitet.
Uskylden ligger på lur i alle numrene og sætter et tydeligt præg på albummet. Vulgært bliver det ikke, for Hot Chip glemmer aldrig den fornødne råhed og kant, som gør poppen til mere end en døgnflue. Uforglemmeligt er albummet dog ikke.
Læs interview med Hot Chip og lyt til nummeret ‘Over and Over’ i det nye nummer af Soundvenue Magazine og på den medfølgende sampler-cd, der er på gaden nu..