Shugo Tokumaru

Underspillet popmusik med japanske vokaler. Umiddelbart ret utænkeligt som succes i Europa, men Shugo Tokumaru gør i hvert fald forsøget og ‘L.S.T.’ er absolut et album, der er værd at kigge nærmere på. Tokumaru maler nemlig nogle utroligt smukke lydbilleder. Ikke ulig anerkendte amerikanske indiekunstnere som Mount Eerie og Sufjan Stevens. Især ‘Vista’ lyder som en melodi sidstnævnte kunne have skrevet.

Fingerspil på den akustiske guitar eller ukulele er omdrejningspunktet, men hertil tilsættes alskens forskellige instrumenter som japanske træfløjter, sav, xylofon, klokkespil og enkelte steder lidt elektronisk piben og knitren. Vi er i afdelingen for særdeles afdæmpet lag på lag-musik, hvor komplekse melodistrukturer væver sig ind og ud mellem hinanden. Dertil kommer stemmen. Åh, den stemme. Denne signatur forstår ikke et kvæk af, hvad Tokumaru synger om, men den silkebløde vokal han besidder er simpelthen afsindigt smuk. Enkelte smuttere er der dog på albummet. For eksempel ‘Metrion’, der mest af alt minder om en vuggevise og virker underligt uforløst på et album, der ellers rummer et væld af smukke melodier.

Det her er musik, der kræver at man lytter opmærksomt efter, for der er en enorm detaljerigdom på dette album. ‘L.S.T.’ er en plade, som skal hives frem i sene natte timer og lyttes til, når lyset er slukket og man sidder og kigger ud over byens lys.

Shugo Tokumaru. 'L.S.T.'. Album. Active Suspension/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af