The Mutts
Disse fire unge briter fra Brighton er bedøvende ligeglade med, at garagerocken efterhånden har udspillet alt, hvad den havde i sig. Ud i garagen med sig og spil. Speederen i bund og ikke holde tilbage hvis en grædende ballade vil krydse vejen.
The Mutts klarer deres finfølsomme udladninger på albummets første nummer ‘Intro’, der ikke varer mere end et minut, og derefter står den ellers på en halv times hæsblæsende, rastløs rock’n’roll med en lang række lækre riffs i centrum og topkrydderier af uh-kor, koklokker og håndklaps.
Der trækkes både på den punkede arv fra The Stooges, som i numrene ‘C’mon, Come up, Come in’ og ‘You Got a Limit’, hvorimod numre som ‘Don’t Worry’ og ‘I Us We You’, der stort set har stjålet basgangen fra The Doors-klassikeren ‘Roadhouse Blues’, har inspirationen dybt begravet i syrerocken.
Albummet er det tredje fra bandet, der debuterede i 2003, og siden har turneret flittigt, men stadig har et egentligt gennembrud til gode. Der kunne dog godt gemme sig en mindre succes om hjørnet for denne skive.