P. Toile
Det relativt unge berlinerlabel Trenton udgiver sin første cd ud fra tanken om at nå et større publikum, der ikke bare begrænser sig til omrejsende djs og deres pladetasker. Ideen er ikke ligefrem original, men ikke desto mindre stadig rigtig god. Og hvad er bedre, end at få en af pladeselskabets egne kunstnere og djs til at forestå udvalget og mixet til en sådan cd? Således har producer, dj og labelboss Reynold (den ene halvdel af duoen Duplex 100) med held sat Claudia Marquardt med kunstnernavnet P. Toile i stævne til dette.
Lytteren sættes grundigt ind i de mange facetter ved den nyere minimale berlinske lyd gennem hendes selektioner med indstik fra både Trentons bagkatalog og for denne cd eksklusive skæringer. Rent tempo- og stemningsmæssigt er det som at følge en sinus-kurve. Indledningsvist i bølgedalen med dyb og groovy techhouse, der afløses af fjerde skæring, Phil Stumpfs’Imploder’s hårde electroloop, inden det igen dykker lidt. Dog kun kortvarigt, da Nooncats ‘Love’ med sin synthmelodi sætter lidt mere skub i tingene, og det fortsætter med et gedigent techhousenummer, Aspro & Reynolds ‘Curves’, og det mere af den gamle skole raveagtige ‘2 Minuty Po Tym’ fra 3 Channels.
Affæren afrundes med tre solide tracks, to fra 3 Channels og et enkelt fra Nooncat, der definitivt efterlader én på bølgetoppen. Skiven byder dog som sådan ikke på noget unikt eller videre interessant, der gør den til et must-have.