Roskilde 06: Bob Dylan – partyrock på orgel

Bob havde bladret langt tilbage i sin enorme sangbog for at finde aftenens repetoire frem. Med få undtagelser var stort set alle numre skovlet ind fra midten af tredsernes guldrandede udgivelser, da han forargede en hel folkverden med at sætte strøm til sin guitar.

Der var dog ikke meget at blive forarget over denne aften. Det skulle da lige være mandens underlige ulyst til at fyre en koncert af, der går bare lidt ind under huden. Det må man da kunne forvente af verdens bedste sangskriver?

For desværre forsvandt hans sange ofte væk i en ligegyldig partyrock, hvor guitarsoloerne ofte fyldte mere end sangen.To-tre soloer var mere normen end undtagelsen, mens beatet ikke rigtigt kommunikerede med teksten. Man havde således lidt ondt af sange som ‘Maggie’s Farm’, ‘The Times They Are A-Changin” og ‘Stuck Inside of Mobile With the Memphis Blues Again’, når de på denne måde blev tæsket ud over scenekanten.

Det var dog ikke så meget Dylan, der tæskede. Det orgel han stod bag ved, og spillede på under hele koncerten, kunne man nemlig dårligt nok høre, og når man endelig kunne, var det svært at gennemskue meningen med det. Hans mange mundharpesoloer – stadig stående bag orglet – trådte dog klart frem, og fik hver gang publikum i klappe-glæde.

Dylan havde altså trukket sig væk fra scenekanten, og sagde ikke et eneste ord under hele koncerten før til allersidst, hvor han lige præsenterede bandet. Mellem numrene gik han gerne lige en tur på et par meter ud i mørket bagved og tilbage igen.

Bandet og Dylan var bedst i de mere rolige numre som ‘Positively 4th Steet’, ‘Blind Willie McTell’ – med fint banjobidrag – ‘Don’t Think Twice, It’s All Right’ og ‘Masters of War’, og desuden i de bluesfunderede ‘Highway 61’ og ‘Summer Days’, hvor bandet virkelig swingede fedt.

Efter de to ekstranumre, ‘Like a Rolling Stone’ og ‘All Along the Watchtower’, kom Dylan ind til hyldestklap og stillede sig i spotlightcirklen og modtog. Stadig uden buk og smil, men bare stående udtryksløs og let svajende med bandet bag sig. Manden er underlig.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af