The Others aka 22PP
The Others aka 22PP er 22 Pistepirkko sideprojekt, hvor de rockende finske mariehøns har taget 13 sange, af ældre dato, under kærlig behandling. Ud af denne behandlings sceance er kommet et ganske hæderligt cover-album, når det nu skal være.
Frem af den musikalske godisblanding tages bandets yndlingsdrops, og dette betyder at numre fra blandt andre The Kinks, The Troggs, Buddy Holly får nyt liv. Det er et skrabet og råt udtryk, der bliver tilført, og undervejs syrer rockerne fra landet mod nordøst ud i lange skæve passager, når især Link Wray skal fortolkes.
Everly Brothers’s klassiker ‘Love Hurts’ er vel nok albummets mest vellykkede nummer. Den oprindelige let klistrede pladderromantik skrælles effektivt bort, og tilbage står en sang, der skåret helt ind til benet, og giver udtryk for, at kærligheden sgu gør ondt. Når man har 10 succesalbums på bagen, som 22 Pistepirkko, og til stadighed beviser, at man som band kan levere, er det absolut ok at indspille et albums kun med covers.