J Dilla
Det er fristende og formentlig også acceptabelt at give J Dillas farvel-album klassikerstatus. Produceren og rapperen døde tidligere i år. Pludseligt. Kun 32 år gammel. Inden sin død nåede han at lægge navn til et utal af soulglødende og stilskabende hiphop-hits. Men han levede ikke længe nok til at opleve den anerkendelse, som han fortjente.
‘The Shining’ er først og fremmest et sympatisk og sjælfuldt lytterbekendtskab. Men de 12 numre fungerer også som testamente for det varierede og sprængmusikalske lydunivers, som Dilla fra Detroit vil blive husket for.
Singlen ‘So Far So Good’ og ‘Dime Piece’ læner sig op ad de underspillede og jazzede grooves, som reelt sendte ham op i superligaen. ‘Love’ og den brillante ‘Baby’ bobler med besnærende 70’er-soulsamples, som Dilla var en mester i at give ny luft. ‘E=MC2’ og ‘Jungle Love’ byder på den futuristiske og nærmest frenetisk livlige lyd, som prægede hans produktioner i de sidste år. Og et sted ind imellem det hele finder vi de instrumentale godbidder.
Gæstelisten til den sidste nadver er naturligt nok imponerende. Etablerede navne som Common og Black Thought og opkomlinge som Dwele og Guilty Simpson leverer alle behjertede, men også mere eller mindre letkøbte bidrag. Derfor bliver ‘The Shining’ aldrig det uforglemmelige punktum, som Dilla havde fortjent. Men han vil for altid have en stor stjerne, som overstråler de fire, der gives her.