Public Service 2006: Spinform – eksklusiv og unik
Der var en lidt trykket stemning, da Erik Møller indtog scenen under et af sine kunstneraliaser Spinform. Måske var det et truende tordenvejr, der var på vej, som gjorde luften tyk og svedig. Eller også var det den halvtomme universitetssal, der kun kunne præstere et ringe fremmøde.
Til gengæld fik de lytteinteresserede publikummer en unik oplevelse med på vejen, for Spinforms stemningsfulde koncert var en af de sjældne af slagsen. For selvom musikken er rolig og afdæmpet ambient med et par få rytmestrukturer, der holder sig tilbage i lydbilledet, så er musikken langt fra den intetsigende baggrundsmuzak, der i overflod dominerer genren.
Spinform fyldte rummet med sine filmiske stemninger og dybe melodiske landskaber, der gjorde, at man var nødt til at stoppe op og lytte. Og inden længe havde han tryllebundet publikum til hver deres tranceagtige tilstand, som var de suget ind i et vakuum og svævende blæst i alle mulige retninger af tonerne fra Erik Møllers laptop.
De få fremmødte kan bryste sig med at have været vidne til en unik performance fra Uppsalas enspænder-lydarkitekt, der sent vil gå i glemmebogen.