Cassius
De var, og er sådan set stadig, en del af den franske house-bølge, der for alvor havde skum på toppen i 90’erne. Sidst de danseglade franskmænd havde et album på gaden var i 2002 med det funky ‘Au Revê’, mens debuten fandt sted tre år tidligere med albummet af samme navn, ‘1999’.
De herrer Philippe Zdar og Hubert Blanc-Francart aka Boom-Bass har været et smut på Ibiza, hvor ’15 Again’ er blevet til under den spanske sol. Og der er formentlig gået mere tid med at nyde det gode vejr, eftersom pladen er blevet til ud fra det dogme, at der ikke måtte bruges mere end otte timer på hvert nummer. Et ikke mindre end imponerende regelsæt resultatet taget i betragtning.
Der åbnes med singleudspillet ‘Toop Toop’, og med dette clash af et nummer, hvor guitar blandes med electro, er stilen lagt til en lille time i selskab med de to house-specialister – dog godt blandet med disco-funk og 80’er-pop. På ‘Eye Water’ har de fået assistance fra et af tidens hotte navne, idet Pharell Williams lægger vokal til det yderst funky nummer. Et samarbejde hvis berettigelse der ikke bør sættes spørgsmålstegn ved.
Zdar og Boom-Bass lægger også vejen forbi techno-genren på numrene ‘Jackrock’ og ‘Cactus’, et stilmæssigt træk der bestemt ikke er at foragte, og som i førstnævnte tilfælde ender ud i lækker acid house. Med ’15 Again’ har Cassius gjort klogt i ikke at forlade deres oprindelige ståsted, men samtidig trækker de også på flere musikalske udtryk, som tjener til albummets bedste.