Alexkid
Tre år efter succesen med albummet ‘Mint’ sender franske Alexis Mauri nu et lækkert stykke up-tempo på gaden. Det respekterede franske label F-Communications er affyringsrampe for albummet, hvis navn er spansk for snegl. Efter alt at dømme er der tale om en snegl, der har kridtet danseskoene.
Albummet er sneglens vej gennem elektronisk musik, hvor der gives smagsprøver på blandt andet lyden af Chicago og Detroit. Techno i sine forskellige afarter er det gennemgående holdepunkt, der krydres med funky og organiske rytmer, og lad det bare være sagt med det samme: Sneglen holder sig pænt inde på den oplyste vej, og tager ikke de store afstikkere ud i mørket. Der skal ikke lyde den store kritik af den valgte rute, men omvendt er det nu heller ikke sådan man begår et mesterværk.
Albummet søger at ramme bredt og er adresseret til såvel dansegulvet som stuens bløde møbler. Det vil dog utvivlsomt befinde sig bedst i førstnævnte omgivelser, da der, bortset fra de første og de sidste numre, er tale om et album, der holder et pænt højt og dansabelt tempo. Alexkid har sans for de enkelte numres forløb og udvikling, og det giver et gennemgående harmonisk udtryk, men produktionen tenderer til tider det lidt for pæne og strømlinede.