The Blow

Det er næsten som popversionen af en god punkplade, når de to amerikanske venner Jona Bechtolt og Khaela laver musik som The Blow. 1-2-3 og så er de i gang, og vi ved hvad det handler om. Som knaldperler på en snor sidder den ene catchy popsang efter den anden på deres første album, der på ægte punkmanér når gennem ti numre på kun 30 minutter.

Der udover har duoen nu ikke meget at takke punkgenren for. I alt fald er det småt med både aggressive guitarakkorder og oprørske tekster på albummet. I stedet byder de, som på deres fremragende kult-ep ‘Poor Aim: Love Songs’ fra 2004, på naiv elektronisk popmusik med kærlighed og masser af hitpotentiale. Modsat megen af den electropop, der nærmest oversvømmer butikkerne for tiden, gør de det endda med en så indfølt DIY-charme, at der næppe tale om døgnfluer. Ganske vist gør de ikke mange kunstneriske krumspring, men selvom det ‘bare’ er popmusik, så er det i den grad popmusik med sjæl.

Når gode melodier og befriende, ukomplicerede popnumre er lige, hvad man har brug for, er The Blow et oplagt valg.

The Blow. 'Paper Television'. Album. Tomlab/Dotshop.se.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af