Alex Puddu And The Butterfly Collectors
Det er ikke meget mere end et år siden, at Alex Puddu And The Butterfly Collectors udgav ‘The Silence of the Sun and the Rhythm of the Rain”, og nu hvor mørket atter sænker sig over landet, er den karismatiske italiener og band klar med endnu en udgivelse.
Det virker bestemt ikke tilfældigt, at udgivelserne falder, når den koldeste årstid står for døren, for Alex Puddu bevæger sig i et dystert univers, hvor melankolien synes at drive ned ad væggene. Tilfældigt synes det heller ikke, at Puddu forlod det varme Italien til fordel for det kolde nord, for om man vil det eller ej, så passer denne slags musik ganske enkelt bedre til vor vinters frostbidende og triste dage, hvor solen af gode grunde er flygtet sydpå.
‘Song for the Sleepers’ er Alex Puddus tredje udspil efter bruddet med Morten Varano – med hvem han i 1997 dannede duoen Puddu Varano – hvor omdrejningspunktet var den dansevenlige electronica. Efter at have flirtet med så forskellige genrer som jazz, lounge, folk og soul på de to forrige udgivelser koncentrerer den Puddu sig nu om indierock/pop.
Han forstår sig på den fine popmelodi, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk på titelnummeret, hvor strygerarrangementerne er med til at løfte niveauet betragteligt, men her er altså tale om den mere dystre pop. Pladen består af elegante melodier med dertilhørende trøstesløse tekster, der kredser om livet, døden, savnet og kærligheden.
Det er desværre ikke alle numrene, der er lige langtidsholdbare, og genkendeligheden de enkelte numre imellem bliver ganske enkelt for stor.