Badly Drawn Boy
Selvkritik skader ikke. Det var stortalentet Damon Goughs – alias Badly Drawn Boy – oprindelige plan at udsende et album om året fra og med ‘The Hour of the Bewilderbeast’ (2000). Men han mistede fokus, heldigvis. For ‘Born in the UK’ er et koncentreret værk, elegant udformet som Goughs eget engelske pas med foto og tekster som mentalgeografiske steder, han har rejst, flankeret af cd og dvd i paslommerne.
Titlen refererer til hans helt Bruce Springsteen, som også hyldes til slut i det mesterlige epos ‘One Last Dance’, en underspillet profeti om at holde drømmen i live ved at lytte til rockmusik. »And if we still don´t have a plan/We´ll listen to ‘Thunder Road’«, synger han.
Goughs sangskrivning sprudler med beredskabssange, hvor dovenskab og selvfortabelse i samtidens England får fingeren. Titelsangen er et fædrelandsbevidst rockscoop, afløst af pompøst arrangerede sange om ungdommens usikre famlen, længslen efter kærlighed og selvbesindelse, hvor Gough hele tiden indfletter sin egen biografi.
Iblandt bliver der dog læsset for meget på, men stærkt står ‘Nothing’s Gonna Change Your Mind’, ‘Promises’, ‘The Way Things Used to Be’ og frem for alt ‘The Long Way Round’, hvor der bliver sunget igennem og holdt fast – »All the changes must come from you«.
‘Born in the UK’ er skrøbelig som en bøn og stærk som viljen til liv, inden for rammerne af resistent singer/songwriting på højt plan.