CunninLynguists & Tonedeff – det burde have været omvendt
Hvis du var en de heldige, der havde fået en plads i nærheden af scenen på det tætpakkede Loppen, så kunne du opleve en yderst energisk Tonedeff, som stod for aftenens opvarmning. Og en ting stod helt klart efter hans optræden. Han er ikke tonedøv! For med sit knivskarpe maskingevær-flow havde han det veloplagte publikum i sin hule hånd.
Nu var det jo ikke ham, der stod øverst på plakaten, men derimod sydstatsrapperne CunninLynguists, der denne aften bestod af Kno, Deacon og gæstemedlemmet Natti. Spørgsmålet var bare om rækkefølgen på plakaten ikke skulle have været omvendt.
Dette skal dog ikke forstås som, at CunninLynguists var dårlige. Langt fra faktisk. Men man stod tilbage med en lidt ambivalent følelse i kroppen, for hvor CunninLynguists’ flow og stemmer ikke helt kunne følge den energi de lagde for dagen, så herskede der vist ingen tvivl om, at Tonedeffs sceneoptræden var noget helt unikt. Specielt fordi Deacon og Nattis ellers enestående sydstatsflow nærmest fremstod snøvlende, når Knos kraftfyldte og gennemtrængende beats kom til sin ret på et ordentligt sæt højtalere.
Engang imellem blev der dog skruet ned for energiniveauet, som på nummeret ‘Braincell’ fra deres seneste album ‘A Piece of Strange’, og her kunne man opleve dem i deres rette element, der består af harmoni, sjæl og masser af eftertænksomhed. Desværre blev deres force skubbet i baggrunden og de formåede i disse perioder ikke at fange crowden, der efter den fremragende opvarmningen, var på en helt anden bælgelængde.