Deetron

‘Twisted’ placerer sig på den stol, der står mellem house- og techno genren, den såkaldte tech house, men såvel som genrerne får lov at spille sammen, beherskes de også hver for sig. Schweiziske Deetron serverer med denne debut svævende, drømmende og melodiske numre der ganske ubesværet glider af sted gennem det elektroniske landskab, men som med enkle midler også hæver sig fra det kønsløse og med tilført kant egner sig til dansegulvet. Umiddelbart lyder det ganske fint og tiltalende, men Deetrons valg af vokal på flere af numrene efterlader ridser i lakken.

Der trækkes spor til såvel Chicago house og Detroit techno med acid-loops og en dyster vokal, som det blandt andet kommer til udtryk på ‘Life Soundtrack, hvor Detroit-legenden DJ Bone ligger stemme til – desværre med et lidt for kikset resultat til følge. Glædeligt er de efterfølgende numre ‘Mr. Smooth’ og ‘Isotope’ fremragende eksempler på Deetrons melodiske evner og kvaliteter. Kursen er sat med højt tempo, effektfulde beats og godt krydret med synths tages lytteren med på en tur gennem et technofiseret univers, hvor det synes umuligt at stå stille.

Lytteren præsenteres også for et mere minimalt lydbillede på ‘The Afterlife’ featuring Paris The Black Fu, hvor bas og vokal følges tungsindigt af sted hånd i hånd. Den dybe og på en gang computer og næsten science fiction-agtige vokal har tendens til at ødelægge indtrykket af nogle udmærkede numre, der enten ville have stået bedre alene eller med en knap så udtalt og pinagtig vokal. Og som efterlyst, får vi til sidst den vokalløse ‘Chord Me’, der er hverken mere eller mindre end lyttevenlig melodisk techno!

Deetron. 'Twisted'. Album. Music Man/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af