Green Concorde – klar til take-off

Diverse medier har allerede udtalt sig rosende om Green Concorde inden de på mandag udgiver deres debutalbum. Nu skal det vise sig om vingerne kan bære, og første indikator på dette, var release-koncerten i Århus.

Forhåndsinteressen var i hvert fald stor, for det var en fyldt Musikcaffen, der torsdag aften tog imod bandet, som virkede ganske entusiastiske for at vise, hvad de kan. Det var i hvert fald tydeligt, at de var glade for at stå på scenen.
Og concorden er flyvefærdig, for de gjorde det lovende, da de lukkede op for deres kolde og dunkle storbyrock, der emmer af desperation og flossede følelser.

Green Concorde skal nok blive trætte af sammenligningen med New Yorkerne i Interpol, men det er ikke til at komme uden om. Især de fræsende guitarer og trommespillet lyder som noget amerikanerne kunne have fundet på.

Koncerten nåede et tidligt højdepunkt, da bandet spillede deres barometer-hit ‘Detroit’, der uden sammenligning er deres bedste sang med den insisterende linje ‘Chicago is a good girl but Johnny is in Detroit’. Bandet holdt dog dampen oppe med Carsten Hebsgaard Nielsens aggressive guitarspil og en livlig forsanger Morten Espersen Dam, hvis hæse stemme bliver sat på prøve, når han for alvor skal synge igennem.

Hen mod slutningen dalede koncerten en anelse i niveau og publikum begyndt at sive væk. Måske var det lidt for meget at lade et band med kun ét album på bagen spille i næsten en time.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af