Monoceros

Af og til støder man på musik, der synes lavet til en bestemt årstid. Det handler om stemninger og følelser, og om lyde og enkelte numre, man ganske enkelt forbinder med en given tid eller årstid. I nærværende tilfælde er det den igangværende grå efterårs-vinter.

Allerede i form af pladens titel får lytteren skudt en særlig stemning i skoene. Her er en art elektroniske fortællinger, hvor melankolien svæver gennem numrene og efterlader lytteren i mild ekstase. Nænsomt leveres disse behagelige lyde, og det kræver ikke den store anstrengelse at lade sig forføre og drive med de svævende kompositioner, hvor guitar, rhodes, laptop og legetøjslyde udgør grundelementerne.

Personen bag fortællingerne er spanieren Joan Malé, der går under aliaset Monoceros, og tidligere har udgivet under navnene Lumiere og Salad.

Fra første færd tages lytteren på ‘The Day We Become One’ i hånden og føres med ind i lange klangflader, der i knitrende støj nærmest letter i form af lyse toner, hvortil sprøde beats placerer lydbilledet i IDM-genren, som den kendes fra blandt andre Boards of Canada og Autechre. Det bliver ikke mindre ambient jo længere vi bevæger os ind i pladen, og på nummeret ‘Off (Tales)’ tilføjes et yderligere og mere dystert lag på grundstrukturen, som hæver nummeret fra et jævnt og stilfærdigt udtryk til en mere massiv størrelse. Det lyder abstrakt, og det er denne slags musik til dels også – men Monocores holder musikken indenfor nogle rammer, hvorved stilen og overblikket bevares.

Albummet kan alt efter temperament og fordybelse forekomme som en pæn og håndterlig størrelse, der ikke kræver det store af lytteren. Ikke desto mindre byder Joan Malé på et dybereliggende lag, hvor man ved gentagende lytninger foræres detaljer og strukturer, der ellers ikke lader sig afsløre.

Monoceros. 'Tales for Silent Nights'. Album. Imaginary Nonexistent/Import.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af