Kenneth Thordal
Det flersidige talent, Kenneth Thordal, har for længst høstet mange roser. Ikke uden grund, for han kan skrue en sang sammen, så den både forlænger ens hverdag og rækker ind dér, hvor man ikke selv kan komme. Derfor kan man med god grund tillade sig at lytte med en særlig opmærksomhed til hans singer/songwriter poprock, der atter demonstrerer Thordals ubesværede og ubestikkelige berettertalent. Konsekvent – og med den største naturlighed – omsætter Thordal sine registreringer til vedkommende sange.
Gælder det kvinden, er han ude med det vedkommende spørgsmål på nøglesangen ‘Nutidens tand’, der opregner alt det, der står i vejen for at elske mere og at få kærligheden til at fungere i 2007: »Kvinde / Blir du mon nogensinde / Fuldstændig hende / Du tror jeg går rundt / Og kan li?«
Hvad enten vi i er i Thorshavn eller på herrens mark, sender Thordal os ‘Op på hesten igen’, fordi han samfundssatirisk formår at rykke hverdagen og den enkleste tilgang til det sværeste ind i sine sange, så man som lytter får noget at arbejde med. Det sker ikke for tit herhjemme.
Det er Thordals mest udadvendte og iørefaldende udspil, men der bliver ikke givet køb på bestræbelsen på at indfange ethvert varigt og flygtigt tegn på liv – fra det nyfødte barn over kritik af forstillelse og forbrugerisme til den drøm, der holder én varm. Ikke alt bliver til ingenting.