Gísli

Det vrimler ikke ligefrem med enere på den danske hiphop-scene. Den type, der tør skille sig ud fra mængden og som følger de skæve veje. Den dansk-islandske rapper Gísli er dog undtagelsen og med ep’en ‘Sky High’, Lucie Baines-projektet og samarbejder med elektroniske navne som Kenneth Bager og Melk, har han for længst arbejdet sig ud over hængerøvsgrænsen.

Debutalbummet sprænger ikke i den forstand rammerne for hvordan hiphop kan lyde, men med hjælp fra Troels Abrahamsen giver den ny næring til den elektronisk-inspirerede gren af genren. På fire numre boltrer Gísli sig i Veto-frontmandens progrockede og sylespidse synthbeats med revolutions-hyldesten ‘We Are the People’ som et simpelt, men stil- og træfsikkert højdepunkt.

Fornyelsen er derimod til at overse på den Thomas Troelsen-producerede ‘The World Is Movin’, hvor kitschet keyboard og håndklap er omdrejningspunktet i et næsten nedladende popnummer. Her træder klichéerne hinanden over tæerne, mens de bare krummer sig ved lyden af ‘Yes Maam’, der ellers gerne vil spille op til danseskoene.

De kan til gengæld kridtes på ‘Kiss the Bastard’, hvor produceren Atilla’s rytmebund når Neptunes-højder. Deroppe kan man så skænke den svære kærlighed en tanke på den eftertænksomme ‘Can’t Keep’, der næppe fornyer, men så absolut er en berigelse af den konventionelle hiphop. På samme måde som hele pladen er det.

Gísli. 'Kisses from a Bastard'. Album. Good Music/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af