Kieran Hebden and Steve Reid
Electro-musikeren Kieran Hebden (Four Tet) og jazztrommeslageren Steve Reid har for tredje gang mødt hinanden i et studie og improviseret sig frem til en række numre, der alle er fanget live.
Hebden og Reid er professionelle kunstnere, der arbejder koncentreret med deres musik uden nødvendigvis at tænke på hvilken genrekasse, de skal putte den ned i, og udover en masterering er der ikke efterfølgende pillet ved deres numre. Ord som freejazz, electronica og music concrète springer i ørene efter tur, når man hører albummet, men ingen af delene dækker alligevel helt det, der er tale om.
De to musikere insisterer på at improvisere og på at gøre det på deres egne præmisser. Det gør deres album til en interessant oplevelse – på godt og ondt. Freejazzens idé om, at spontanitet automatisk forløser noget dybere i musikken har nemlig også en slagside: Når man sådan fanger et improviseret musikalsk forløb og fryser det fast i tid, får smuttere, ubalancer og mindre originale sektioner – alt det, som ellers ville være blevet luget væk – lov til at stå klart frem. Det er lidt ligesom med fodbold: Kan man lide det, er det fantastisk, kan man ikke, er det noget lort. Kan man leve med de musikalske knaster, er albummet helt klart et lyt værd.