Kings of Leon

‘Because of the Times’ kommer om ikke som et lyn fra en klar himmel så i hvert fald som en dejlig overraskelse. Familiekollektivet Kings of Leons 2003-debut skreg på opmærksomhed og var lige præcis så ungdommeligt ensidig og frisk genkendelig i sin sydstats-garagerock, at den heftige hype vel var på sin plads. Men pladen efterlod også én med en lidt luftig smag i munden trods de fine sange. Opfølgeren ‘Aha Shake Heartbreak’ var mere fyldig og nu er Kings of Leon gået fra moderigtige retro-hillbillies til rock royalty af den mest ophøjede og slidstærke slags.

Amerikanernes nye udspil indeholder en for dem hidtil uset tyngde og mangfoldighed, der ganske enkelt ikke kan indhegnes i en af rockens underkategorier. Den formidable forsanger Caleb Followill kan i næsten et og samme moment snøvle lummert afvæbnende, frasere potent og skabet som Aerosmiths Steven Tyler og udfolde sit skrøbelige, maskulint bankende hjerte under skovmandskjorten som en anden Bruce Springsteen.

Og så er sange som ‘On Call’, ‘McFearless’ og ‘Knocked Up’ så klare, vitale og fængende i deres grundstruktur og stærkt kittet sammen af blod, sved og tårer, at der er nul og niks at rafle om: Tig alt, hvad remmer og tøj kan holde, rul en reklamemand, tag et par ekstra timer foran frituren på McDonald’s, spring et par runder over i fredagsbaren eller sælg dit hår i en skummel sidegade. Whatever you do, så stamp klejnerne op til det her album. Rock’n’roll fås garanteret ikke bedre i 2007.

Kings of Leon. 'Because of the Times'. Album. Sony BMG.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af