Rjd2

Der er efterhånden ved at tegne sig et spøjst mønster i Rjd2’s udgivelsescyklus. Den alternative beatjonglør veksler mellem bundsolide hiphop-samarbejder og foranderlige soloalbums, der langsomt, men sikkert, distancerer hovedpersonen selv fra sit oprindelige kunstneriske udgangspunkt.

Rjd2 trådte i 2002 frem som Dj Shadow’s åbenlyse arvtager, da han komponerede sig til fine anmeldelser og street credibility med debuten ‘Deadringer’. En overlegen omgang turntablism, hvor støvede scratches, obskure samples og funky vintage-jazz lagde bunden i de cinematiske og dragende instrumental-breakbeats.

På den efterfølgende ‘Since We Last Spoke’ tilføjede Ohio-produceren både rockede elementer og lidet repetitive poprefræner, og specielt det sidste dominerer på det aktuelle udspil ‘The Third Hand’, hvor forvandlingen er total. Sampleren er endegyldigt lagt på hylden til fordel for håndspillede instrumenter, indiepoppede melodier og prætentiøs falsetsang.

Det foregår ikke uden problemer, da den før så sublime beatkreatørs luftige vokal som oftest skæmmer de intense og komplekse kompositioner. Flere af dem besidder faktisk stadig Rjd2’s (gamle) evne til at overrumple og snige sin ind på lytteren med sine dystre stemningsklange. Og her er det de instrumentale skæringer som ‘Beyond’ og ‘You Never Had It So Good’, som man husker bagefter.

Rjd2. 'The Third Hand'. Album. XL Recordings/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af