The Sea
Diskretion er sjældent en synderlig stor styrke, når det kommer til musik. Hverken pr-mæssigt, eller hvad angår musikken i sig selv. Men når diskretionen ligefrem dyrkes som det primære, og det underspillede får lov til at tone frem i forreste række, som det er tilfældet hos den britiske duo The Boats, så sker der pludseligt noget. Duoen, der består af Andrew R. Hargreaves og Craig Tattersall, også kendt fra The Remote Viewer og Hood, udgiver nu deres fjerde album, denne gang under navnet The Sea, hvor folktronica-sangerinden Esker er blevet tilføjet besætningen.
Som på duoens tidligere album står den på en magisk blanding af blide og rå elementer og en nedtonet melodi-æstetik, hvor bevægelsen mellem tonerne oftere pakkes ind som organiske pulsslag, end som pågående afsnit i en fortælling. De hjemmelavede, elektronisk opskårne clicks blandes med løse trommer, sfæriske klange fra violin, enkelte guitarstrøg og små drys af klaver, mens Esker tilføjer konkret følsomhed med sin på en gang sfæriske og gennemskærende vokal. Det er intenst på niveau med Low, simpelt som hedengangne Spain og med en produktionsmæssig finesse som Múm. Det er som vinden gennem marehalmen i klitterne en nat, hvor fuldmånen står højt. Diskret og betagende.