Dntel

Jimmy Tamborello, James Figurine og Dntel. Kært barn har mange navne – og gang i mange sideprojekter: Strictly Ballroom, Figurine og Postal Service for nu at få alle fakta frem. Seks år efter ‘Life Is Full of Possibilities’ er han klar med en opfølger som Dntel. Og ud af livets mange muligheder har han valgt at invitere en lang række noble navne med på sit soloalbum, der dermed er alt andet end det.

Conor Oberst, Lali Puna, Grizzly Bear, Jenny Lewis og fire andre gæstemusikere kigger forbi. Kun på titelnummeret er Tamborello overladt til sig selv, hvilket sjovt nok er en af albummets bedste stunder. Med en sårbar stemme, loops og laptop-effekter viser værten vejen for sine gæster. Særlig stor ros fortjener også Jenny Lewis-nummeret ‘Roll On’, som er farmer-folk med en feminin og fintfølende naturlighed, men ledsaget af unaturligt synth-støj, der er prikken over i’et, når indietronica er bedst.

Albummet lægger sig i slipstrømmen fra sidst, men indeholder flere medgørlige melodier og er mere sangbaseret, takket være samarbejdspartnerne. Alt pakkes nemlig ind i Dntels digitale glitch, der rumsterer som radiobølger og knaser og knitrer som plastikposer.

Det er ti lettere sørgmodige og stemningsfulde sange med en menneskelig varme, der heldigvis vinder over den maskinelle kulde. Særligt nytænkende er det ikke, men der gemmer sig små guldkorn i sangenes nuancer.

Dntel. 'Dumb Luck'. Album. Moshi Moshi/V2/Bonnier Amigo.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af