Islaja
Det tredje album fra den finske skovnymfe Islaja er en rejse dybere ind gennem det drømmeunivers, der eksisterer imellem fantasiens alfeverden og virkelighedens barske hverdag. Den fungerer som et godt eksempel på, at musik og følelser sagtens kan formidles på tværs af sproglige barrierer.
Musikken er organisk og jordbunden. Så tæt forbundet til de fire elementer, at den nærmest bliver biodynamisk. Islaja, hvis borgerlige navn er Merja Kokkonen, synger med en luftig og længselsfuld stemme, der falder som triste regndråber på ruden og samtidig skærer igennem glasset. På overfladen er hun kold som is, men indeni brænder en varm og gnistrende ild.
Islajas finske tekster beskriver apokalyptisk det moralske og verdslige forfald i vor tid med en stærk antiautoritær holdning til den kunstige maskuline verdensorden. Men teksternes indhold er kun en særlig bonus, hvis man forstår finsk. Dette er dog ingen hindring for at blive draget imod pladens univers. Gennem musikken bærer Islaja følelserne uden på tøjet, og det er nærmest umuligt at modstå denne dragende finske sirenesang akkompagneret af en regnbue af akustiske og elektroniske instrumenter.