Bonde do Role
Brasiliansk funk-carioca for fuld hype. Bonde do Role har braget der ud af på YouTube med masser af feststemte smil og stor marketingsståhej som følge. Dj Diplo fandt og dyrkede dem på ep’en ‘Diplo Presents Bonde do Role’, men nu er de klar med et rigtigt album, som er trioens forsøg på at stå på egne ben. Det er slipper de groteskt skidt fra – men det er også pointen.
Imens man undres over at reelle brasilianske talenter som den soulfunkede Ed Motta, hiphop-funky Marcelo D2 og baile funk-mesteren Dj Marlboro aldrig er nået til Europas kyster, så flyver Bonde do Role derudaf som et kitchet funk-light projekt, som var skideskægt, da man så en enkelt video på nettet, men med 12 sange i rap stinker så hårdt, at man tror, man har forvildet sig til halbal i Kolding med klappepølser og hele den øremolestrerende molevit, der følger med. Men det er ikke Kolding, men en overklasse white trash-trios forsøg på et brasiliansk bad taste funkbal, fyldt med seksuelt ladede tekster, elendige skrige-skrål stemmebånd og electro-samba-sampling af guilty pleasures som dårlig hææævy mææætal og pop-schlagers.
Men det bliver steder så skidt, at det til sidst bliver godt. På sin egen campede tunge-i-kinden frække festfacon. Førstesinglen ‘Solta O Frango’ er morsom, men se dog videoen på YouTube i stedet for at forvilde dig i ud i grammofonpladehandel. ‘Quero Te Amar’ pisser Pink ned af ryggen, så det til sidst trækker smil, og ‘Bondallica’ er åndssvag nok til et ironisk headbang. Hvis man må tale om et højdepunkt, så er det ‘Marina Gasolina’, der med sit hårde beat og repetitive hyldest til Afrika Bambaataa giver sin respekt til Zulu Nations fader. Respekt midt i respektløsheden.