Beth Hart

Når den canadiske sangerinde Beth Hart befinder sig i Danmark, må hun føle sig godt hjemme. Utallige udsolgte koncerter, en dedikeret fanskare og mere end 40.000 solgte eksemplarer af forrige plade er nærmest uhørt i disse download-tider, men på de danske breddegrader kan Beth Hart nærmest gå på vandet. Der er heller intet der tyder på, at det skal få en ende, for Harts bluesede stadionrock har fået et ekstra nøk opad på pladen ’37 Days’, der igen er spækket med melodiske omkvæd, stærke vokale energiudladninger fra energibomben Hart og en strømførende energi, der går lige i mellemgulvet.

Danske Rune Westberg, der tidligere satte sine perfektionistiske producerfingre på mere poppede kunstnere som Saybia, Tue West og Julie, viser at han kan gabe over lidt af hvert genremæssigt, for ’37 Days’ er fantastisk velproduceret og balancerer fremragende mellem det polerede og skramlede uden at gå på kompromis med detaljerne.

På den vokale side er Hart i absolut topform, og har vel aldrig lydt bedre. Åbningsnummeret ‘Good As it Gets’ åbner lidt op for godteposen, men det er i skæringer som som ‘One Eyed Chicken’ og ‘Face Forward Son’, at Hart virkelig får fremelsket alle de facetter, som hendes vokal favner: Det inderlige, kombineret med en underliggende vibrato og ikke mindst den rå whiskey- og smøgsmurte stemme, der flænser igennem lydmuren med 110 km i timen.

Det er, når Beth Hart og band buldrer derudaf og ikke kigger sig tilbage, at pladen funkler, men så snart der bliver skruet ned for forstærkerne og foden bliver taget af distortion-pedalen, sætter kedsomheden ind. Store svulstige soli og en vokal, der svulmer over med patos giver nogle gevaldige dyk på en ellers stærk plade, der dog stadig har så mange kvaliteter, at publikum med hang til den Hart’ske stadionrock roligt kan gå til den lokale pladepusher.