Rilo Kiley

Efter en pause med sideprojekterne Jenny Lewis & The Watson Twins og The Elected er Rilo Kiley-medlemmerne blevet klar med deres fjerde album, der skal følge op på succesen ‘More Adventurous’ fra 2004. Sidst vi hørte fra L.A.-bandet, flirtede de kraftigt med country, denne gang er bandet gået i en helt anden og mere poppet retning. Ikke så få gange begiver de sig frækt ud på det svedige dansegulv og kaster deres kærlighed på 70’er-discoen.

Når man først har slugt kamelen og accepteret genreskiftet, ja så er netop de poppede discotracks ganske fornøjelige og ikke mindst hamrende sexede. ‘Breakin’ Up’ og ‘Dejalo’ står som nogle af albummets absolut bedste numre, hvor Jenny Lewis kælent snor sig med et henrivende og grænsende vulgært kor. Også den mere rockede single-forløber ‘Money Maker’ efterlader ingen mandekroppe upåvirket af Miss Lewis sexappeal.

På ‘More Adventurous’ fik det politiske klima i USA sig nogle ordentlige hug med en bunke velskrevne tekster. Denne gang er der skruet lidt ned for de store lyriske præstationer. Ikke desto mindre vender Rilo Kiley gentagende gange tilbage til begrebet ‘prostitution’ og behandler det ganske kløgtigt. At Rilo Kiley er blevet voksne med denne plade er ganske muligt, men lysten til at eksperimentere er heldigvis stadig intakt.

Rilo Kiley. 'Under the Blacklight'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af