SuperMayer

De seneste år har der desværre været langt mellem snapsene i Kompakts udgivelsesstrøm. Men netop som man havde vænnet sig til, at de var gået lidt i stå, kommer det første album fra SuperMayer, samarbejdet mellem to af selskabets største stjerner, Superpitcher og Michael Mayer. Det er ikke i sig selv synderligt overraskende, men at albummet bliver præsenteret som technoens svar på The Whos kendte konceptalbum ‘Tommy’, overrasker nok de fleste.

Men det er ikke kun det gennemgående superheltetema, der er nyt. Genremæssigt er der ligeså mange overraskelser. Albummet åbner således med den halvsyrede ambient-intro ‘Hey’ og går over i glad, elektronisk indiepop på ‘The Art of Letting Go’ og derfra videre til tungere, meget Køln-typisk, trancy house på ‘Saturn Days’. Senere får vi både hænderne-i-vejret-house på ‘Planet of the Sick’, fremragende, mørk morgentechno på ‘Two of Us’, poppet indietronica på ‘Please Sunrise’ og en masse midt imellem. Albummet er nemlig skruet så elegant sammen, at man ofte ikke opdager, når det gå fra en yderlighed til den anden. Det virker naturligt.

Man keder sig dog for mange steder, men de bedste numre er aldeles fabelagtige og de to superproducere demonstrerer igen deres imponerende popører.

SuperMayer. 'SuperMayer Save the World'. Album. Kompakt.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af