Annie Lennox

Få kan få verdens elendighed til at lyde så godt. Men Annie Lennox er selvfølgelig heller ikke hvem som helst. På sit fjerde album i 15 år giver hun således en musikalsk saltvandsindsprøjtning til alverdens kvinder med hjertet knust af krig, sygdom eller blot en almen gang kærlighed. Bevæbnet med poprock og soul i voksenudgaven slår hun fra sig og synger, så det slår gnister.

På trods af albummets noget nedslående tema er resultatet overraskende opløftende og svæver af sted med Lennox’ vokal som det suveræne og kraftfulde omdrejningspunkt. Rundt om vokalen drejer musikken og veksler mellem storladne ballader og ligefremme uptempo-numre. I forhold til tidligere tider er de porcelænsglatte keyboardflader stort set borte til fordel for en mere organisk og jordbunden lyd, der dog stadig er så knivskarp, at man kan snitte sig på den.

Højdepunkter er der flere af, blandt andet uptempo-nummeret ‘Ghost in My Machine’, der med schwung og harmonikaspil stjæler opmærksomhed. Også ‘Coloured Bedspread’ fungerer. Her hentes synthesizeren frem fra gemmerne og fremkalder minder om de glade Eurythmics-dage à la ‘Touch’, mens Lennox’ vokal kastes frem og tilbage mellem de svævende toner.

Enkelte overflødige sange har dog også fundet vej. Den ellers sympatiske ‘Sing’ mangler en mindeværdig melodi, mens ‘Fingernail Moon’ aldrig rigtig kommer ud af stedet. Det til trods er ‘Songs of Mass Destruction’ et homogent og fint udspil, hvor Lennox sætter streg under sit talent.