Bunny Lake

Blues-electro. Rave-a-billy. Haunted house. Bunny Lake har selv flere bud på etiketter til deres andet album, hvor musikken først og fremmest er spændt op til fest. Bogstavelig talt, for den tyske trios rockede electro lyder som om, den ville føle sig hjemme på en fetichklub med manchetter om håndleddene og lir på dagsordenen.

De 11 numre på ‘The Church of Bunny Lake’ piskes frem af stålblanke synthesizere og insisterende technobeats fra den velestimerede østrigske producer Christopher Just. De dansable rytmespor er da også det stærkeste kort på et album, som ellers har lovlig meget pastiche over sig. Vokalisterne Christian Fuchs og Suzie on the Rocks giver den som læderklædte disco-dæmoner og slår den lumre tone an på sange, der bærer titler som ‘Stiletto Stomp’, ‘Beautiful Car Crash’ og ‘Strobe Love’. Det er uden tvivl meningen at skabe en stemning af saftig og dominant sex, men resultatet er ofte manieret og temmelig cheesy.

På egen hånd vil flere af numrene gøre sig fint i et dj-sæt, men over et helt album har Bunny Lake svært ved at holde balancen på de høje hæle. Trioens blanding af The Cramps, Vive La Fete og The Sisters of Mercy lyder festlig nok på papiret, men ‘The Church of Bunny Lake’ ender med at være mere pjattet end pirrende.

Bunny Lake. 'The Church of Bunny Lake'. Album. Klein.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af