Extra Golden

Forskellen mellem den afrikanske og vestlige musikalske tradition er ikke stor, men dog bemærkelsesværdig. Hvor den afrikanske fokuserer på repetition, oftest gennem rytmer, fokuserer den vestlige i langt højere grad på melodier. Nogle afrikanske kunstnere har gennem tiden her og der ladet sig inspirere af den vestlige tradition, og ligeledes har europæiske bands ladet sig inspirere af især de afrikanske polyrytmer med Talking Heads som det mest åbenlyse eksempel.

Sjældent er der dog indgået et samarbejde på tværs af kontinenterne i forsøget på at udnytte forcerne ved begge. Extra Golden er netop sådan et samarbejde mellem to musikere fra den amerikanske, eksperimenterende postrock-scene og to udøvere af benga, en stilart, der primært dyrkes i Kenyas hovedstad Nairobi.

Bengaen med dens lyse, repetitive, fingerspillede guitartemaer dominerer det meste af gruppens andet udspil ‘Hera Ma Nono’, men blandes med lidt soul eller gospel og får et stød af distortet guitar i de mest energiske passager. Tonen på albummet er primært lys, selv om nogle af teksterne omhandler den uundgåelige død, som overmandede bandets første guitarist, Otieno Jagwasi, allerede inden udgivelsen af det første album i 2006.

De melodiske, afrikanske repetitioner på ‘Hera Ma Nono’ lyder desværre nogle gange for tilbagelænede, men det er en humørskabende plade, der fusionerer de vestlige og afrikanske musiktraditioner så let som smør sikkert smelter i solen i Nairobi.

Extra Golden. 'Hera Ma Nono'. Album. Thrill Jockey/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af