Olesen-Olesen
Kappestrid mellem brødre er langtfra ualmindeligt. Og om det foregår på boldbanen, ved eksamensbordet eller i kortspil er ligegyldigt, så længe der kan findes en vinder.
For Olesen-brødrene har den gammeltestamentlige rivalisering udmøntet sig i et dobbeltalbum, der passende er betitlet ‘Kain og Abel’. Her udfolder de sig hver især i ti sange, og så er det ellers op til andre at finde vinderen af det, de kalder »en alvorlig leg«.
På komponist Henrik Olesens udspil er det ikke overraskende melodiernes lyse, poetiske bugtninger, der betager. Denne gang båret af sølvrene elguitarer og med hjælp fra kræfter som Jens Unmack og Plutos Thomas Thomsen, men ikke desto mindre i god tråd med det materiale, der udgør brødrenes fælles forhistorie.
Hos versemager Peter H. Olesen har Torsten Larsen og Klaus Mandal Hansen fra henholdsvis Larsen And Furious Jane og Learning From Las Vegas bistået med mindeværdig melodik. Det er dog barytonens velmodulerede leverance af tungsind, tænksomhed og galgenhumor, der brænder sig fast. »Mit liv ligger i ruiner / Jeg står og venter på en arkæolog«, som det lyder i sigende lakonisk stil på det fremragende åbningsnummer.
Til brødrenes mulige frustration vil jeg ikke kåre en vinder, men blot slå fast, at deres mangeårige samarbejde har farvet de individuelle udtryk, så det ofte er svært at skelne stemmer, melodier og tekster fra hinanden. Men hvad gør det, når kvalitetsniveauet er så velgørende højt.