Ghostface Killah
Det er i sig lidt af en bedrift, at Ghostface Killah nu udgiver sit ottende soloalbum ved siden af en travl karriere i supergruppen Wu-Tang Clan og et utal af gæsteoptrædener. Lige så imponerende er det, at rapperens plader formår at forblive både relevante og af høj musikalsk kvalitet. På ‘The Big Doe Rehab’ fortsætter Ghostface med sublim historiefortælling og intens levering, som altid toppet med velvalgte sangtitler og en gennemført booklet, der understøtter albummets gennemgående pengetema. Numrene repræsenterer på balanceret vis den vanlige blanding af dramatiske kriminalitetsberetninger og hæsblæsende up-tempo skæringer som eksempelvis den velfungerende førstesingle ‘Celebrate’.
Så langt så godt. For selvom Ghostface både leverer blændende skuespil på albummets underholdende skits og på flabet vis rapper direkte ind over Johnny Guitar Watsons klassiker ‘Superman Lover’, mangler der stadig noget af den originalitet og det vovemod, der gjorde sidste års geniale forgænger, ‘Fishscale’, så sublimt. Det er hårde krav at stille til en rapper konstant at skulle forny sig selv, men det er ikke desto mindre den standard, Ghostface selv har lagt for dagen, og helt derop når ‘The Big Doe Rehab’ aldrig.