The Tremolo Beer Gut
Efter mere end 7 års ventetid træder surf-spionerne fra The Tremolo Beer Gut endelig atter ud af skyggerne og lufter skægget og de blå briller med et nyt album. Undervejs har de skiftet et enkelt besætningsmedlem ud, nemlig Sune Wagner. Han har af gode grunde ikke længere tid til at lege hemmelighedsfuld agent for en efterretningstjeneste, der ikke bruger lyddæmpere på deres skydejern.
Istedet har bandets lydtekniker overtaget tjansen, og alt er da også ved det gamle i bandets karikerede og retro-rockende verden. Kompasnålen peger stadig mod en ørken af piskesmælds-tør twang-guitar, temperaturen står på mol, og stemmebåndene på mute. For det meste altså. Brødrene Kim og Bo fra Powersolo kigger for eksempel forbi for at grynte, brøle, pive og hvæse sig igennem det herligt fjollede afbræk ‘Zoo Bizarre’!
På kun en halv time formår bandet at levere deres nok mest fokuserede og sikkert også bedste ladning numre til dato. ‘Nosy Parker’ og ‘Shoreditch Capone’ bør især fremhæves som frække tåvippere, der eftertrykkeligt opgraderer udtrykket fra påtaget fladpandet tegneserie-machismo til skæv og uimodståelig drengerøvscharme.
Man kan kun håbe, at teamet bag ikke igen bliver sendt ud på 7 års undercover-arbejde. For The Tremolo Beer Gut er på den virkelig gode måde et useriøst hobbyprojekt, der fortjener at blive taget seriøst. Missionen er fuldført. Træd af, d’herrer!