Tone

»Dobbelt A!« Et ord og et bogstav, og rapperen Niarn havde med eftertryk vrænget Aalborg ind på de danske hitlister. Noget der ikke just var hverdagskost for lokale musikalske stoltheder som Mercenary, Leætherstrip og Wäldchengarten, der med lyden af sværindustri og betonfabrikker, havde lagt sig som musikalsk smog over den nordjyske hovedstad.

Men nu har piben så sandelig også fået en anden lyd, der meget passende kommer fra sangerinden, musikeren og produceren Tone. Gennem kryptiske elektroniske landskaber, mestendels opbygget af skramlende og knirkende beats, smyger hun sin sensuelle og støvede vokal i flere lag, ind i hjernebarken hos lytteren og efterlader sørgmuntre stemninger, der opleves alt for sjældent på den danske musikscene.

Desværre går pladen en smule i hak cirka halvvejs. For når man som Tone vælger at satse på improvisatoriske og abstrakte lydstrukturer, frem for den mere traditionelle melodiopbygning, kræver det en større og mere udfordrende lydbank, end den lytteren præsenteres for. Tag sampleren under armen og gå ud i den storslåede nordjyske natur. Der er nok at tage fat på.

Musikken kan i bedste Radiohead-stil hentes gratis fra selskabets hjemmeside, men vælger man at købe den hos sin lokale pladepusher, får man oven i hatten en dvd med visuelle illustrationer af de fleste numre, som desværre ikke beriger musikken nævneværdigt.

Tone. 'Small Arm of Sea'. Album. Urlyd.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af