Grand National
Grand National opstod, da to engelske herrer tilbage i 2003 fik lov at benytte vennerne fra Primal Screams studietid, når rocksyrehovederne ikke selv skulle indspille. Bevæbnet med masser af keyboards og den evigt præsente 80’er-tristesse indspillede Grand National således debuten ‘Kicking The National Habit’ og er nu i umiddelbar forlængelse af denne klar med deres andet album ‘A Drink & a Quick Decision’.
Grand National leverer afdæmpet og melankolsk pop uden store dikkedarer, uden decideret at bringe noget nyt på banen – og uden at det gør noget. Her er nemlig tale om en række velkomponerede popnumre, der både er vedkommende og veludførte.
‘A Drink & a Quick Decision’ er et underligt opdelt album, hvor specielt numrene ‘Animal Sounds’ og ‘Cut By the Brakes’ er som taget ud af Depeche Modes og New Orders tankegang fra midten af 80’erne. Her sendes der gennemførte, musikalske hilsner til eyeliner-årtiets popklicheer med masser af keyboards og mørk melankolsk musikalsk simplicitet. Samtidig leverer numrene ‘New Space to Throw’ og ‘Close Approximation’ en ganske dansabel clubrock anno 2008, som med lidt god vilje kunne placeres hos mangen en nutidig, dansegulvsorienteret rockgruppe.
Således leverer Grand National et album, hvor inspirationen fra 80’erne konkurrerer mod en mere nutidig popmusik, hvor den røde tråd bibeholdes ved at lade hver enkelt nummers melankoli holde sammen på det hele.