Sébastien Tellier

Albummets titel og emnet, som Sébastien Telliers tekster ynder at kredse om, overlader intet til fantasien. Sex er og bliver det gennemgående tema for denne sprøde franskmand, der ikke ligger fingre imellem.

Ikke kun i kraft af pladens altoverskyggende omdrejningspunkt er Sébastien Tellier fransk: Han lyder som en moderne udgave af Serge Gainsbourg. Referencerne til Airs blide pop er heller ikke til at overse, og endelig er pladen blevet til med den ene halvdel af Daft Punk-duoen, Guy-Manuel De Homem-Christo, i producerstolen. Sidstnævntes indflydelse lader sig høre, dog i en mere nedtonet (og sexet) udgave end den franske filterhouse Daft Punk er eksponent for.

Med stønnende pigestemmer fordelt udover flere af pladens numre grænser ‘Sexuality’ til det pinagtige og yderst klichefyldte. Gentagende gange er man i tvivl om, hvor grænsen mellem ironi og alvor går for Sébastien Tellier. 51 minutter i selskab med denne franske ‘sexualitet’, er som at lægge øre til soundtracket til en pornofilm. Holdbart bliver det med hjælp fra Guy-Manuels produceregenskaber, der synes at holde pladen – der genremæssigt spænder fra renskurede pop-toner over mere electroinspireret stykker til R ‘n’ B – fra at falde hele vejen igennem.

Sébastien Tellier. 'Sexuality'. Album. Record Makers/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af