The Cave Singers
Forsanger Pete Quirk har været med i post-punkbandet Hint Hint, guitarist Derek Fudesco har lavet art punk med Pretty Girls Make Graves og Marty Lund har tidligere banket løs på trommerne i rockbandet Cobra High. Det er ikke umiddelbart til at høre på debutudgivelsen fra The Cave Singers. Godt nok er det stadig enkle og spartansk orkestrerede sange, de tre Seattle-musikere gør sig i. Men det aggresive udtryk er nu skiftet ud med imødekommende blues- og countryinspireret folk. Et stilskifte, de tre slipper godt fra.
The Cave Singers tager på ‘Invitation Songs’ et solidt favntag om den amerikanske folkemusiktradition med alt, hvad dertil hører af repetetive guitarfigurer, marcherende trommer og frit slag i tamburinen. Quirks let nasale stemme passer perfekt ind, og ofte er den ledsaget af helt basal instrumentering som på den fine ‘Cold Eye’. Sammen med ‘Oh Christine’, der inviterer til ivrige stamp i gulvet, stikker den mest ud på et album, der ellers ikke byder på de helt enestående højdepunkter.
The Cave Singers når aldrig helt ind til den nerve, som eksempelvis BRMC gjorde, da de for et par år siden forsøgte sig i samme boldgade med udgivelsen ‘Howl’. Men niveauet er højt hele vejen igennem og ‘Invitation Songs’ er en lovende debut. Indbydende og uden et eneste dårligt nummer.