Beta Satan – underholdende og uhøjtidelig popmetal

Ved første øjekast bemærkede man det ikke. Men ved nærmere inspektion blev det tydeligt. På Beta Satan-forsanger K.R Hansens t-shirt var bandets navn blevet erstattet med ordene ‘Feta Laban’. Morsomt, uhøjtideligt og selvironisk – hvilket også var stemningen på scenen hele vejen under jydernes distortiontunge optræden.

Kvintetten, der blandt andet huser medlemmer fra I Am Bones og de hedengangne indie-poppere i Tiger Tunes, lyder hverken som summen af de to bands eller sågar resten af den danske musikscene: Skæv synth-pop med endnu skævere taktarter og brutale metal-riffs. Og deres velspillede koncert fik kun skruet forventningerne til deres kommende debut godt i vejret. Bandet var supertight, ikke mindst takket være Klaus H. Nielsens tørre trommetæsk. Selvom melodierne ikke var tilnærmelsesvis så catchy som i Tiger Tunes, så var det altid spøjst, tankevækkende og leveret med en usvigelig selvsikkerhed.

Herfra skal der dog lyde én opfordring til bandets sympatiske frontmand: Klik ind på YouTube og studér et par videoer med amerikanske divaer, så som Christina Aguilera og Whitney Houston. Meget kan man sige om dem men mikrofonteknik, dét mestrer de. Og dét, min kære ven, gør du ikke. Hold mikrofonen i ro, så din stemme brænder helt igennem. Lykkedes det i fremtiden, kan du sagtens hamle op med resten af de feta-gnaskende labaner i bandet.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af