Abe Vigoda

Måske husker du gangsteren Sal Tessio fra ‘Godfather’-filmene. Det var ham, der efter at være blevet afsløret i at planlægge et drabsattentat brødebetynget må tilstå, at det var ren forretning, og at der ikke var noget personligt i det. Skuespilleren bag karakteren hedder Abe Vigoda, er i dag 87 år gammel og har siden 2004 haft æren af at dele navn med et californisk band.

‘Skeleton’, der er Abe Vigodas tredje album, byder på en stil, bandet selv betegner som ‘tropisk punk’. Under den betegnelse gemmer der sig dog ikke mange latinrytmer men til gengæld en art surf-inspireret garagerock udsat for en mixning, der gør alt for at gemme vokalen langt væk bag de to leadguitarer, som med rumklangen på max skyder temaer af sted i en strid strøm. Udtrykket er gennemført anarkistisk: Numrene er typisk to minutter lange, guitarerne kun stemt en gang imellem, og resultatet yderst fragmentarisk.

I længden bliver de oprørske numre dog næsten monotone i deres utilregnelighed. Men selvom albummet er utilgængeligt og et af den slags, der vil kunne give din mor et øjeblikkeligt migræneanfald, må man alligevel tage hatten af for bandets fuldstændig kompromisløse tilgang.

Abe Vigoda. 'Skeleton'. Album. Bella Union/Bonnier Amigo.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af